Følelser på arbejde

Call for papers

Opfordring til at indsende forslag til artikler

Tidsskrift for Arbejdsliv – temanummer 2010

Inddragelse af det hele menneske er blevet centralt i det moderne arbejde – nærmest et mantra. Ledelse af de menneskelige ressourcer fokuserer i stigende grad på de personlige kompetencer, og sigter mod at styrke engagement og committment: det handler ikke (kun) om at styre ’the hands’ men i stadig større omfang om at mobilisere og dirigere medarbejdernes ’minds and hearts’.

Som en af de toneangivende forskere på feltet, Stephen Fineman (2003) gør opmærksom på: Der er – og har altid været - følelser involveret i arbejdet. De fleste praksisser i arbejdslivet, for eksempel beslutningsprocesser, organisationsforandringer, teamarbejde involverer følelser; men det er oftest de mørkere sider af organisationslivet såsom mobning, chikane, fyringer, som har været i fokus i diskussioner af følelser i arbejdet; eller de negative følelser, fx i form af ’modstand mod forandring’. Følelser har derfor typisk fået en plads som et marginalt eller problematisk fænomen.

Imidlertid inddrager nyere ledelses- og organisationsformer i stadig højere grad følelser som en produktiv ressource som i sig selv bliver gjort til genstand for ledelse. I næsten alle former for arbejde ser vi et stigende fokus på kunderelationer og service. Dette understøttes af kvalitetsbølgen i form af Total Quality Management, Lean og andre ledelseskoncepter, og indenfor den offentlige sektor af New Public Management. En stigende del af arbejdet handler således om kundekontakt; det gælder både i det traditionelle industriarbejde og i servicesektoren; indenfor butikssektoren, salgsarbejde, oplevelsesindustrien, politiarbejde etc, og der rettes en stigende opmærksomhed mod hvordan disse relationer håndteres.

Dette er altså en side af arbejdet som fylder stadig mere på grund af en større orientering mod kundekontakt og service, og som også i stadig højere grad bliver til et ledelsesområde.

I dette temanummer vil vi gerne sætte fokus på følelser i arbejdet, først og fremmest på felter hvor disse sider indgår som en del af arbejdet, og hvor de derfor også forsøges gjort til genstand for ledelse, for eksempel via scripts, kurser i kundeservice, dresscodes, bestemte organiseringsformer etc. Derfor har vi valgt at kalde nummeret ’følelser på arbejde’ (frem for ’følelser i arbejdet’).

Vi inviterer hermed bidrag indenfor dette tema med vægt på implikationerne for arbejdslivet. Hvordan ledes følelser i arbejdet? Hvilken betydning har selvledelse i for følelser på arbejdet? Hvad betyder det for medarbejderne at følelser i stigende grad forventes integreret og kontrolleret i arbejdet? Det kan for eksempel dreje sig om ambivalenser og psykisk arbejdsmiljø, men også om identitet, kønsrelationer, magt og status, læringsmiljøer etc.  

Abstracts skal være redaktionen i hænde senest 15 januar 2010

Annette Kamp, Roskilde Universitet kamp (at) ruc.dk, Pernille Bottrup, Kubix, pernille.bottrup (at) kubix.dk, Ole Sørensen, Det nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø NFA, ohs (at) arbejdsmiljøforskning.dk

 




Om Tidsskrift for arbejdsliv

site map:
artikler
anmeldelser
bogomtaler forf. A-D
bogomtaler forf. E-H
bogomtaler forf. I-L
bogomtaler forf. M-P
bogomtaler forf. Q-T
bogomtaler forf. U-Ö
forside Nyt om arbejdsliv
emneliste
redaktør Jørgen Burchardt